Om  
Peter Abrahamsen

Nekrolog: Sanger, komponist, producer og radiovært Peter Abrahamsen er død, 82 år

Med Peter Abrahamsens død i går, 82 år gammel, kom et stykke dansk musikhistorie til vejs ende. Han udgav så sent som i november 2023 sit sidste album, 'For enden af Vejen'. Peter Abrahamsen producerede de legendariske Svantes Viser for Benny Andersen og Povl Dissing.

Peter Abrahamsen begyndte som rockstjerne i 1958 og var musikalsk aktiv stort set til det sidste. Her ved lanceringen 24. november 2023 af sit sidste album, 'For enden af Vejen', hvor hans musikalske venner spillede og sang fra CD'en.
Peter Abrahamsen begyndte som rockstjerne i 1958 og var musikalsk aktiv stort set til det sidste. Her ved lanceringen 24. november 2023 af sit sidste album, 'For enden af Vejen', hvor hans musikalske venner spillede og sang fra CD'en.Foto: Rasmus Nielsen/Altinget
Rasmus Nielsen

Med Peter Abrahamsens død, 82 år gammel, har både den musiske og den politiske verden mistet et ansigt, det føles som altid har været der.

Den københavnske direktør-søn Peter Abrahamsen debuterede som kun 16-årig i 1958 under navnet "Peter Abrams", hvor han var med til at bære den mere bløde rock ind i Danmark. Så fulgte en uddannelse i reklamebranchen, men det blev musikverdenen, der blev Peter Abrahamsens.

På eget forlag Abracadabra producerede og udgav han i 1973 de legendariske Svantes Viser med Benny Andersen og Povl Dissing, ligesom han var parrets faste pladeproducer i de følgende år. Han opmuntrede, opildnede og forstod øjeblikket, hvor Benny og Povl hver især og dermed tilsammen toppede. Så var skæringen i skabet. Legendarisk og morsom er historien om, at den risikable, men siden skelsættende udgivelse kostede ham Volvoen, som måtte pantsættes for at få pladen på gaden.

Peter Abrahamsen var for country-musikken, hvad den afdøde bassist Hugo Rasmussen var for jazzen. Kendt af alle. Forbundet med mange. Har spillet med de fleste. Med den ligeledes afdøde musikkritiker Torben Billes ord i værket Dansk Rock 1956-97: "Som idémand og producer har han spillet en væsentlig rolle i dansk musik ved hele tiden at udfordre de store navne til at gå nye veje".

I årene 1974-83 og igen 1999-2009 var han kunstnerisk leder af Gyldendals pladeselskab Exlibris. Fagligt tog han en tørn bl.a. som formand for Kopifon 2006-09. Det lå altid Peter Abrahamsen på sinde, at hans musikalske kolleger blev ordentligt behandlet og betalt.

Peter Abrahamsen var så rød, som man kan blive - han var simpelthen til det sidste erklæret kommunist, fortalte han på vej til Povl Dissings begravelse i 2022. Men ikke så meget, at det gjorde noget, for hans hjerte var ikke af beton, det var så åbent og følsomt, som tænkes kan. Det menneskelige, fællesskabsorienterede var en værdsat del af hans personlighed, og så bar man over med, at han havde været aktiv i DKP.

Han forenede sit musikalske hjertekammer med sit politiske, da han som orkesterleder, sanger og guitarist turnerede med digteren Carl Scharnberg. I de senere år gjaldt det nordiske salmer og sange med ord af bl.a. B. S. Ingemann, Dan Andersson, Emil Aarestrup, Oskar Hansen, Jeppe Aakjær og den norske arbejderdigter Rudolf Nielsen. Han betragtes derfor af mange som grundlægger af "den litterære bølge" i dansk musik.

Peter Abrahamsen var hyppig gæst på Land og Folk-festivaler og fredsfestivaler, ligesom utallige fagforeningers arrangementer har inviteret ham og hans skiftende orkestre til at skærpe opmærksomheden på uligheder i samfundet. 

Som ven var Peter interesseret, hjælpsom, generøs, tolerant og trofast. Vi mødte hinanden på en af de bedste redaktioner, DR har fostret, nemlig Zita Boye-Møllers P 3 Weekend-redaktion i 1980'erne. Det var i de år, Peter bl.a. var vært på Country Club og Giro 413 og hørte til landets mest kendte radiostemmer.

Jeg bad ham komme og synge til mit bryllup - men det ville han bestemt ikke, for han var jo allerede inviteret med som gæst. Og hvis man skal spille, er det et job, man tager professionelt og penge for. Den belæring har jeg så ofte tænkt på. Man skal ikke trække professionelle veksler på sine venner. Men selvfølgelig endte det alligevel med, at Peter brød ud i sang midt under bryllupsfesten.

Så sent som i november sidste år udgav entreprenøren Peter Abrahamsen sit sidste album 'For enden af Vejen' og gjorde i den forbindelse status over sit liv i musikken med ordene: 

"Jeg kan i dag se tilbage på et langt og godt liv med musik, som jeg gerne vil sætte et passende punktum for. Jeg har været utrolig privilegeret og har haft mulighed for at afprøve alle de ting, jeg havde lyst til, både foran, på og bag scenen. Nu er det tid at afrunde med nogle af de sange, der har haft betydning for mig helt fra barndommen og op til nu."

Peter Abrahamsen nåede det hele. Bare det at bo i meget store huse og bitte små lejligheder. Haft Cajun-forretning på Strandvejen i Hellerup - 'House of New Orleans' - og holdt snesevis af dagligstue-koncerter hjemme på Maglebrænde Gamle Skole på Falster.

Han efterlader sin kone, journalist Abelone Glahn og sine seks børn. Hustruen udgav i 2013 - naturligvis på Forlaget Sohn - biografien "Man skal jo starte et sted - Peter Abrahamsen fortæller om sit liv". Hele familien omgav ham, da han døde på sygehuset.

Bisættelsen finder sted privat, men der afholdes senere en offentlig mindekoncert.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Abrahamsen

Sanger, komponist, producer, cajun-kok, iværksætter
Produktionsmand, Balling Reklamebureau

0:000:00